| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |
Det var en noget urolig plads, vi havde fundet for natten. Der var mange biler, der kørte ind og ud gennem tunnelen til den gamle bydel bag os. Trafikken fortsatte det meste af natten. Der var en bar lige på den anden side af vejen bag os. Her var der også en del talende og råbende gæster til ud på natten. Ved 5 tiden dukkede et større selskab op på parkeringspladsen. De blev hentet af 2 store biler. Måske skulle de på tur. Snart efter gik skraldemænd rundt med store spande på parkeringspladsen, for at gøre rent. Oven i det hele havde min mave været vældig aktiv i nat. Måske var det olivenolien, der rumlede. Nå, men vi overlevede og ved godt 7-tiden stod jeg op til en dag, der umiddelbart så ud til at være gråvejr men solen skulle lige op over den gamle bydel, der lå på en stejl 20-30 meter høj klippe lige øst for parkeringspladsen.
Den nærmeste købmand i den gamle bydel havde dejligt friskbagt brød. Det havde form som en ufo. Efter morgenmaden havde vi tid til en lille gåtur i den gamle bydel, der ikke skilte sig synderligt ud fra mange andre byer, vi havde set på turen.
Turen til næste stjerne gik helt gnidningsløst og kort før kl. 11, stod vi ved indgangen til Liquirizia Giorgio Amarelli. Vi havde bestilt en rundvisning i lakridsfabrikkens museum. Vi blev koblet på en italiensk rundvisning, der netop var startet og guiden lovede, at fortælle os lidt på engelsk undervejs også. Museet var lavet i en meget gammel bygning fra 1.500-tallet. Lige så lang tid har der været produceret lakrids på stedet. I Calabrien gror lakridsrod vildt i naturen. Det var vi især interesseret i og efter rundvisningen fortalte guiden lidt mere om, hvor man kan finde planten. Det er ofte i nærheden af oliventræer og tæt på vand. Lakridsroden bliver flere meter lange og selve busken bliver omkring 1 meter højt.
Museet var flot indrettet, men det ville være lidt svært at se uden en guide, for der var ikke sat skilte eller informationstavler op på f.eks. engelsk. Efter vi havde set museet med de gamle maskiner, der blev brugt til fremstilling af lakridsen, blev vi ledt igennem en tunnel under hovedvejen og over i selve fabrikken. Her kunne vi se de store stakke med lange lakridsrødder, som fabrikken fik ind fra gårdejere i området. På fabrikken tages grundige prøver af rødderne, før de bearbejdes, dvs. skæres i småstykker og koges. Man ender med at stå med en rå lakridsmasse, som vi smagte. Det smager lidt i stil med engelsk lakrids - måske ikke helt så stærkt. Den rå lakrids er meget hård, når det bliver kølet ned og for at skabe en blødere lakrids, tilsættes en elastisk saft fra træer, som stammer fra Mellemøsten. Saften minder lidt om harpiks i konsistens.
Der var ikke så meget at se i selve fabrikken. Guiden fortalte en del på italiensk. Hele rundturen tog omkring 45 minutter og sluttede (selvfølgelig) i deres shop, hvor vi kunne smage forskellige produkter. Vi købte en pakke med ren lakrids og en med lakrids og anis. Så listede der sig også lige to lakridsøl ned i posen og vi forlod stedet. Vi betalte ikke noget for rundvisningen. Måske var det fordi vores ven fra gårsdagens olivenfarm havde ringet til sin ven i lakridsfabrikken…
Vi var så småt på vej ud af Calabrien, den sydligste region i Italien og der gik panik i mig. For området er - ud over lakridsroden (der i øvrigt anses for at være verdens bedste) - også kendt for sin chili - og det havde vi næsten ikke smagt endnu. Så i panik fandt jeg frem til en souvenir butik tæt på lakridsfabrikken, hvor vi kunne handle lidt chili ind. Jeg var bl.a. interesseret i en chili, som ikke var så stærk og som jeg kunne bruge i en øl. Men købmanden havde mange spændende chili produkter og jeg købte bl.a. et glas med Carolina Reaper pasta. En af verdens stærkeste chilier.
Vi nåede også lige at få handlet lidt i en købmandsbutik, før de lukkede ned for siesta kl. 13:30. Så skulle italienerne sove til middag og vi havde hovedvejen langs kysten (næsten) for os selv. Solen skinnede fra en skyfri himmel, selv om vejrguderne havde lovet overskyet i dag. Så det var med at skynde sig frem til næste destination - en parkeringsplads, som kostede 5 euro at holde på. Her var alle nødvendige faciliteter til vores camper. Pladsen lå ved stranden i byen Nova Siri Scalo og der var ikke en sjæl på den store parkeringsplads, da vi ankom. Vi flyttede et bord/bænke sæt over til vores camper og nød solen en times tid. Der var en del trafik med biler, der blot brugte parkeringspladsen som vendeplads eller andre, der parkerede for at gå på stranden. Der dukkede også en ung fyr op og afkrævede de 5 euro, for parkeringen. Vi fik en behørig kvittering, så det var ikke bare en krejler, der ville tjene lette penge :)
Ved 16:30 tiden begyndte jeg at rigge grillen til. Vi skulle have brugt noget af alt det kul, vi havde slæbt med. Aftensmaden bestod af kyllingebryster, der blev marineret i hvidløg, soya, chili og marsalavin. Så kunne man vel godt kalde retten for chicken marsala. En god skål salat og et glas fantastisk Maria Costanza hvidvin til. Så var det hele fuldendt. Vi grillede også nogle pølser, som vi havde købt. De indeholdt næsten ren kød og var derfor ikke helt velegnet til at grille, men de smagte fint.
Under grillvagten havde jeg tømt en slat whisky, så jeg endte med at holde en lille fest, som Marie lidt mere stilfærdigt deltog i. Vi ringede til Lasse og Vibe via Messenger. Det var helt dejligt at se dem tone frem på skærmen.
Da det blev mørkt, trak vi indenfor og vi kravlede i seng efter endnu en dejlig dag.
| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |